Vores rejse til USA

Vores længe planlagte rejse til det sydvestlige USA er blevet aflyst. En rejse, som vi havde fremrykket nogle år på vores bucket liste, da jeg er kronisk smertepatient.

Den besked, som regeringen kom med fredag den 29. maj, var som forventet, men også det endelige punktum på vores drømmerejse til USA i år.

Nu tænker I sikkert, I kan jo bare rejse om et år eller to. Ja, måske … men jeg er ikke sikker på, at jeg kan gennemføre vores planlagte rejse på et senere tidspunkt. I hvertfald ikke på den måde vi havde drømt om. Men så må vi jo finde en alternativ måde, hvis vi fortsat ønsker at opleve det sydvestlige USA.

At rejse er at leve

Vi har altid elsket at rejse til nye lande og opleve deres kultur. Nogle gange har vi selv arrangeret rejserne, og andre gange har vi haft rejsebureauer henover. Vi har heldigvis rejst en del, både før og efter jeg er blevet smertepatient. Men jeg må indrømme, at det var noget nemmere førhen, da jeg ikke havde behov for at rejse med kørestol. Læs eventuelt mit tidligere indlæg “Ferie med smerter og kørestol“.

COVID-19

Der er ingen tvivl om, at COVID-19 har ændret vores rejseaktiviteter i en rum tid. Og jeg ved ikke, hvor længe der skal gå, før jeg igen er tryg ved at rejse. Så jeg blev lettet, da regeringen kom med deres udmelding om udlandsrejser henover sommeren. Og i de seneste uger er antallet af smittede i USA eksploderet, så det varer nok også en rum tid, før de har smitten under kontrol.

My Planet

Vi havde/har rejsebureauet My Planet henover denne gang. Vores rejse blev aflyst/annulleret fredag den 29. maj, og vi fik det bekræftet tirsdag den 2/6.

Da My Planet valgte at aflyse/annullere vores rejse før fristen for betaling af restbeløbet, så skulle vi ikke indbetale yderligere. Og vi er heldigvis dækket af rejsegarantifonden, da vi har købt en pakkerejse, så vi får vores depositum tilbage på et tidspunkt … også selvom der sikkert går flere måneder …

Manglende tilbagebetaling

Vi har faktisk ret til at få vores penge senest 14 dage efter vores rejse blev aflyst/annulleret, men pga. corona-krisen er det vanskeligt at overholde denne frist for nogle af rejsebureauerne …

Vi har bedt om kontant udbetaling af vores depositum den 2/6, 20/6 og 25/6.

Den 20/7 modtager vi en mail, hvor vi får tilbudt følgende:

Et værdibevis på hele det indbetalte beløb + 5% rabat på næste rejse. Gyldighed 1 år fra vores nuværende afrejsedato med mulighed for forlængelse. Efter de 12 måneder kan vi også få udbetalt pengene, dog minus de 5%.

Få nogle af pengene udbetalt og få restbeløbet på et værdibevis + 5% rabat på næste rejse. Gyldighed 1 år fra vores nuværende afrejsedato med mulighed for forlængelse. Efter de 12 måneder kan vi også få udbetalt pengene, dog minus de 5%.

Mulighed for at få pengene tilbagebetalt. Hvis vi ønsker denne mulighed, så skal vi være opmærksom på, at der kan der gå “nogen tid” før vi modtager vores penge.

Det undrer mig, at hvis vi vælger at få udbetalt nogle af vores i øvrigt egne penge og får resten på et værdibevis, så er der ingen ventetid på udbetalingen. Men hvis vi ønsker at få udbetalt hele vores tilgodehavende, så kan der gå nogen tid … gad vide, hvor længe “nogen tid” er?

Vi har selvfølgelig samme dag sendt endnu en mail, hvor vi for 4. gang oplyser, at vi ønsker vores depositum udbetalt! Så vi venter fortsat ligesom mange andre på at få tilbagebetalt vores penge … eller det går vi da ud fra! De har endnu ikke svaret på vores mail, men mon ikke, der kommer et svar … på et tidspunkt?

Jeg kan forstå på My Planet, at de vil gå konkurs, hvis de skulle følge de gældende love og regler på området, men er der ikke også risiko for, at de på sigt går konkurs pga. deres serviceniveau eller mangel derpå i en krisesituation?

Andre rejsebureauer

Andre rejsebureauer, som fx FDM travel og Primo Tours, har ingen problemer med at tilbagebetale pengene til deres kunder, samt overholde fristen på de 14 dage.

Vi har iøvrigt tidligere rejst med Primo Tours – læs eventuelt mit tidligere indlæg “Charterrejse til Alanya med Primo Tours“.

Der er stor forskel på, hvordan rejsebureauerne har valgt at håndtere denne corona-krise. Og mon ikke vi, som kunder, også har lært, at vi skal vælge vores rejsebureauer med større omhu?

Ris

Vi blev kontaktet af My Planet tirsdag den 23/6 vedrørende vores rejse. Selvom My Planet havde ophævet/annulleret vores aftale den 29. maj, så var vores aftale igen gældende?!?! “Øh, …. det kan I da ikke …”. Det kunne de, da vores rejse ikke var aflyst i deres IT-system, og vi skulle derfor indbetale restbeløbet … “Øh, jeg vil ikke indbetale restbeløbet, før jeg har modtaget en mail fra jer, hvor det fremgår, at vores aftale igen er gældende uden vores samtykke og med en begrundelse …”.

For at undgå misforståelser efter ovenstående samtale, så sendte vi en mail senere på dagen. Og jeg må indrømme, at jeg var vred. Vi havde ændret både vores ferieperiode og vores planer, efter My Planet ophævede/annullerede vores aftale!

Det var en surrealistisk samtale/oplevelse! 

Torsdag den 25/6 får vi oplyst, at det er korrekt, at vores rejse var blevet aflyst/annulleret, og vi kan pakke vores pas væk igen …

Men hvordan kan det gå så galt for et rejsebureau?

Og ros til My Planet

Det at rejse, som kørestolsbruger kræver lidt ekstra planlægning med hensyn til hoteller, oplevelser mm., da de skal være kørestolsegnet. Vores rejsekonsulent hos My Planet Lene Munk Ahmane kan jeg anbefale. Hun forstår de udfordringer, som vi oplever, som kørestolsbruger. Og hun tager den nødvendige tid, så jeg har følt mig tryg under hele planlægningsforløbet. Jeg har både talt og skrevet sammen med hende en del gange, måske også lidt flere gange end gennemsnittet. Men hun er altid meget forstående – lytter og svarer tålmodigt på mine bekymringer og spørgsmål. Læs eventuelt mit tidligere indlæg “Forberedelse til roadtrip i USA“.

Highways-USA

Vores sidste VIP-samtale med USA ekspert Henrik Lange  skulle have været afholdt først i august måned.

Vi købte en personlig VIP rådgivning i forbindelse med vores rejse til USA. Og uanset om vi kommer afsted eller ej, så kan vi varmt anbefale VIP rådgivningen. Henrik har hjulpet os meget i forbindelse med vores planlægning, og er kommet med mange rigtig gode forslag til oplevelser mm. Læs eventuelt mit tidligere indlæg “Forberedelse til roadtrip i USA“.

Nu hvor jeg er i gang med at give anbefalinger, så kan det også være en god ide, at melde jer ind i den nye fordels- og medlemsklub, Highways Academy , hvis I overvejer en rejse til USA.

Om vi rejser til USA senere

Om vi rejser til USA senere, ved vi endnu ikke. Først skal vi have vores depositum tilbage, og så må vi se. Ingen ved, hvad fremtiden bringer. Men på et tidspunkt bliver alt godt igen, og min rejselyst vender tilbage.

Det bliver godt igen – og vi kommer ud at rejse igen.

At rejse er at leve.

 

Skriv et svar