Jeg tilgiver ikke for andres skyld

Gæsteindlæg – tilgivelse

Jeg er af Kronisk Smertepatient blevet bedt om lave en gæsteblog. Det er jeg meget stolt over.

Og hvad skal sådan et opslag så handle om. Jeg har mange forskellige emner, jeg brænder for. Jeg tror på, vi hver især, selv skaber vores virkelighed. Dermed står vi også selv til ansvar for vores liv, dets indhold og vores relationer til andre mennesker. Det sidste er en problemstilling, jeg ofte støder på, når jeg coacher.

Derfor er valget faldet på tilgivelse. Det er samtidig en proces, jeg adskillige gange selv har måtte gå igennem, og jeg har bestemt et par processer, der mangler afslutning.

Men først lidt om mig.

Jeg hedder Pia og er pt 51 år. Jeg er kronisk smertepatient på 10’ende år. Jeg er dog meget mere end det. Jeg er mor, kæreste, oplægsholder, underviser og selvlært coach. Allermest ser jeg mig selv, som livsnyder og ukuelig optimist. Jeg elsker mit liv, elsker at opleve, at observere. Lære at forstå, hvorfor andre handler, som de gør. Finde muligheder og løsninger på de udfordringer et liv med smerter også er.

Nu til det oplægget skal handle om tilgivelse.

Vi hører det ofte. Du skal tilgive for at komme videre…. At tilgive er ikke at syntes, det var rigtigt. Men at du er kommet videre……. Der findes rigtig mange citater om tilgivelse. Jeg syntes mange er både gode og rigtige beskrivelser. Der mangler bare ofte en forklaring på, hvordan kommer vi dertil, hvor vi kan tilgive. For det er bestemt ikke nok bare at sige ordene ”Jeg tilgiver dig”.

Ja undskyld, men det kan enhver jo finde ud af. Vi skal mene det fra hjertet.

Mit liv har været fyldt med svigt.

Det har efterfølgende krævet en masse tilgivelse.

En far, der ikke ville have med mig at gøre, fra jeg var 4 år. En mor, der blev i et voldeligt forhold med en mand, der ikke elskede andre end sig selv. En barndom i en dysfunktionel familie. Mobberne i skolen.

Senere en voldelig kæreste, der var tæt på at slå mig ihjel. Det lykkedes ikke, i stedet forsøgte han at tage min søn fra mig.

Derudover det “løse”. Venner, der viste sig ikke at være de venner/veninder, jeg troede.

Jo, jeg har været processen igennem nogle gange.

Den sværeste, og den der rykkede mig mest, var tilgivelsen af mig selv.

Det var anderledes og kræver et oplæg for sig selv. Da det handler mere om udvikling af selvkærlighed.

Hvordan gjorde jeg så.

Allerførst tog jeg en beslutning om, at jeg ikke ville være underlagt disse menneskers fejl mere. Jeg startede med at finde ud af, hvad der fyldte mest i mig. Hvori var jeg mest “fanget”. Det var hadet til min eks kæreste, og så gik jeg ellers i gang.

Det første jeg gjorde var, at tage mig selv væk fra situationen.

Øvede mig i at se det fra modpartens side. Hvad var det, der gjorde ham så vred. Hvorfor reagerede han med vold. Hvad var hans livs-rygsæk fyldt med.

Pludselig forstod jeg, at det handlede ikke om mig, når han slog. Det kunne have været en hvilken som helst anden kæreste, han havde haft.

Med den viden var tilgivelse banet.

Samme fremgangsmåde med min mor. Sætte mig og mine følelser udenfor. Hun blev for vores skyld.

Dengang var det sociale netværk slet ikke så stærkt, som i dag. Vi børn var kommet på børnehjem. Højst sandsynligt blevet skilt fra hinanden.

Men det i baghovedet, at sætte sig selv uden for historierne. Se på situationerne uden følelser. Det gør det hele lidt nemmere. Og det er fuldstændig rigtigt. Det giver en enorm lettelse at komme af med alt det had og negativitet.

Jeg tror noget af det, som er meget vigtigt at huske på, inden vi går i gang. Det er, at tilgivelse ikke er, at vi skal

acceptere, hvad der blev gjort imod os. Det er et stykke arbejde, vi laver for at komme videre uden had og negative følelser.

Held og lykke.

Du kan følge Pia på facebook og Instagram

Skriv et svar