Ischgl – et populært skisportssted

Ældste sønnen var midt i december måned sidste år på skiferie i Ischgl. Et meget populært skisportsted i Østrig. Måske et af verdens bedste og mest effektive skiområde i Alperne. Ligesom byen også er kendt for deres afterski. For nogle er det dagens højdepunkt og en perfekt afslutning på dagen … de unge mennesker besøgte, ligesom mange andre danskere, også baren, Kitzloch.

Yngste sønnen ville gerne have været på skiferie sidst på sæsonen, men de planer blev lagt på hylden pga. udbruddet af Coronavirus/COVID-19.

Baren Kitzloch

Baren Kitzloch var stærkt medvirkende til, at Danmark lukkede ned den 11. marts 2020.

Den 27. februar blev den første dansker sendt i hjemmeisolation, da han var blevet smittet med COVID-19 efter en skiferie i Norditalien.

139  danskere er blevet smittet i Østrig. Langt de fleste er formentlig blevet smittet på baren Kitzloch i Ischgl.

Mange tusinde europæiske skiturister blev i februar og marts måned smittet med covid-19 på deres ferie i den østrigske alpeby Ischgl.

Forbrugerorganisation Verbraucherschtzverein

Siden har den østrigske forbrugerorganisation Verbraucherschutzverein (VSV) oplyst, at de forbereder et massesøgsmål for ca. 4500 europæiske skiturister, herunder 63 danskere.

De har indgivet en anmeldelse mod 12 personer og instanser i landet, heriblandt delstaten Tyrol, Tyrols lokale regeringsleder, Günther Platter, borgmestrene i Ischgl og Sölden, et skiselskab, et selskab, der driver skilifte samt ejerne af flere afterskibarer.

VSV mener, at de anmeldte har forværret udbruddet ved at holde åbent for længe, da deres fokus lå på økonomi fremfor sikkerhed. Derfor vil de have dem stillet til ansvar både strafferetligt og økonomisk.

Vinterferie

Ældste sønnen rejste tidligt på skiferie i denne sæson, hvilket var heldigt. Hvis han havde været afsted i vinterferien i år, så var han med stor sandsynlighed blevet smittet.

Det er en skræmmende tanke. Smittede kan på få timer gå fra at hive let efter vejret til at blive lagt i respirator pga. svære vejrtrækningsproblemer.

Det var også heldigt, at yngste sønnen først havde planer om en skiferie sidst på sæsonen. Også selvom han ikke kom afsted i år. Hvilket jeg nok er mere glad for end yngste sønnen.

Den kommende tid

Som rigtig mange andre danskere, lider ældste sønnen af pollenallergi. Han skal derfor være ekstra opmærksom i den kommende tid. Da det kan være svært at vurdere om symptomerne skyldes allergi eller begyndende eller mild COVID-19. Det er også skræmmende, men jeg er nok langt mere påvirket af situationen end ældste sønnen. Hvilket måske også er ok.

Vi er så småt ved at genåbne vores samfund, så måske kan vi snart få svar på nogle af vores spørgmål. Det ville være rart med et overblik over den gradvise åbning af samfundet. Herunder en afklaring af, hvornår vi igen må være samlet med familie og venner, samt en endelig afklaring omkring udlandsrejser hen over sommeren, ihverfald til og med august måned.

For os, der har bestilt ferie i udlandet før Corona situationen, er Udenrigsministeriet rejsevejledninger afgørende for, om vi kan rejse, ombooke eller få refunderet rejsen. Lige nu fraråder Udenrigsministeriet alle ikke-nødvendige rejser til alle lande som følge af coronavirus/COVID-19 pandemien. Denne globale rejsevejledning gælder foreløbig indtil den 10. maj 2020.

Men det vigtigste er selvfølgelig at få gang i den danske økonomi igen …

Familie med eller kender nogen

Vi er måske i familie med eller kender nogen, der er smittede og som nu er isolerede derhjemme eller indlagt på hospitalet.

Vi er måske i familie med eller kender nogen, som har været smittet med COVID-19 og afgået ved døden.

Der er desværre fortsat en risiko for, at vi kan blive smittet. Og vi skal formentlig leve med risikoen i en rum tid endnu. Og det er skræmmende …

Vi må derfor gøre alt, hvad vi kan, for at passe på hinanden. Og vi skal passe ekstra godt på de ældre og de kroniske syge. Vi må håbe, at opholdsforbuddene minder os om afstand. Hver gang vi slækker på retningslinjerne i forhold til afstand og hygiejne, stiger risikoen for smitte.

Følg derfor Sundhedsstyrelsens råd og myndighedernes anvisninger – læs evt. mit tidligere indlæg “Tid til nærvær”.

Men husk at disse Corona tider også giver os tid til nærvær.

Skriv et svar