Hvad har jeg lært?

Hvad har jeg lært i denne corona-tid? Jeg er vild med vores nedsatte tempo og vores weekender, hvor vi har tid til vores projekter sammen og hver for sig. Jeg elsker, at vi er mere nærværende, og at vi sætter mere pris på de små ting. Læs evt. mit tidligere indlæg “Tid til nærvær”.

Mine smerter har også været nemmere at håndtere i denne periode. Jeg har været bedre til at lytte til de signaler kroppen sender. Og det skal jeg huske – især nu hvor samfundet er begyndt at åbne igen.

Så det har jeg lært.

Familie og venner

Min mand og jeg valgte ikke at se vores familie og venner, da samfundet delvis blev lukket ned på grund af Coronavirus. Det var et bevidst valg, vi tog, da jeg er kronisk smertepatient. Jeg tænker ikke umiddelbart, at jeg er i risikogruppen. Men jeg vil under alle omstændigheder helst undgå at blive smittet …

At være social igen

Men nu, hvor samfundet åbner, så er vi også så småt begyndt at se vores familie og venner igen. Jeg synes, at det har været en svær beslutning. Og jeg ved ikke, om jeg inderst inde hviler i den beslutning. Men vi forsøger at mødes udenfor og undgå håndtryk og kram. Jeg skal jo også vænne mig til at være social igen i denne corona-tid, ligesom alle andre … men jeg tænker, at det tager lidt længere tid for os, der er ramt af smerter, sygdom mm.

Smerterne

Til min store overraskelse så koster det meget mere end forventet på smertekontoen. Måske fordi jeg ikke hviler 100% i vores beslutning om, at vi skal være sociale igen. Vores sociale aktiviteter har været ikke eksistrende siden den delvise nedlukning den 11. marts. Så det at være social igen kræver åbentbart et væsentlig større overskud end jeg er i besiddelse af i øjeblikket!

Nu må I ikke misforstå mig. Det er dejligt at se familie og venner igen, og jeg har savnet det sociale samvær. Men jeg har svært ved at være tilstede og nærværende. Min smertehjerne flygter … jeg kan ikke følge med i samtalerne, jeg kan ikke huske, hvad der lige er blevet sagt, og jeg har ingen ide om hvilke ord, der kommer ud af min mund … og hvis jeg skal tage stilling til et eller andet, så går det helt galt. Smerterne har taget over, og der er ingen kontakt til hjernen!

Det er ikke en ny oplevelse for mig – desværre. Jeg har oplevet det mange gange før. Men ofte i større forsamlinger.

Tid til reflektion

Jeg må indrømme, at det optimale for mig, i sociale sammenhænge, er at være sammen med et enkelt par ad gangen. Og helst ude, hvor vi mødes på en cafe eller restaurant. Eller et enkelt par privat, hvor jeg bestiller mad ude fra. Så har jeg rum til at glæde mig og overskud til at være social.

Større forsamlinger fx familiefester og flere vennepar, som er samlet, stresser mig og øger mine smerter. Den glæde, som normalt indfinder sig, når vi fx skal fejre en særlig begivenhed, oplever jeg ikke længere. Jeg begynder at stresse – hvordan er parkeringsforholdene?, er der et sted, hvor jeg kan hvile?, hvordan er toiletforholdene?, kan jeg komme rundt i kørestol? o.s.v. Det går helt galt for mig!

Men jeg er også klar over, at der er fester og arrangementer, hvor jeg er nødt til at deltage. Og jeg vil jo også gerne fejre de særlige begivenheder og glædes sammen med vores familie og venner.

Så det har jeg også lært.

Har du/I lært noget i denne corona-tid?

 

 

 

 

Skriv et svar