Charterrejse til Alanya med Primo Tours

Vi bestilte en charterrejse til Alanya med Primo Tours i år igen. Det er 2 år siden vi sidst rejste med Primo Tours, hvor vi også rejste til Alanya.

Vores erfaring med Primo Tours er, at de er utrolig hjælpsomme med både bestilling af assistance i lufthavnene og bestilling af handicapværelse på hotellet.

Læs evt. mit tidligere indlæg – Ferie med smerter og kørestol.

Guiderne ringer cirka en uge før afrejse, og hvis I ikke er ved telefonen, så sender de en mail. Hvis I fx har en begrænset gangdistance, så kan I få dem til at reservere de forreste sæder i bussen til jer. I kan også få svar på evt. spørgsmål omkring Alanya. En af guiderne i området kan iøvrigt træffes på hotellet hver dag, hvis man har spørgmål mm.

Diamond Hill Resort

Diamond Resort & Spa

Vi valgte at bo på Diamond Hill Resort m/ultra all inclusive. Hotellet er beliggende med udsigt over byen samt havet. På hotellet er der en roof top bar på 11. etage, som har en helt fantastisk udsigt over byen om aftenen. De råder også over et privat strandafsnit, hvor der også er en strandbar.

Det er et stort hotellet med rigtig mange gæster fra Rusland. Der er 298 værelser, og et meget begrænset antal elevatorer. Så I kommer til at vente på elevatorerne, mens I er der. Køkulturen blandt gæsterne på hotellet er en by i Rusland.

Hotellet er beliggende på en stejl bakke. De gange vi benyttede hovedindgangen, var når vi blev hentet af en taxi. Men man kan komme ned på gadeniveau via en elevator, men det kræver, at man først skal ned af en stejl rampe ved pool området. Rampen er ofte våd, så vedkommende, der hjælper dig, hvis du er kørestolsbruger, skal have skridsikre sko på.

Hotellet er tilgængeligt, men det er efter tyrkiske forhold. Jeg kan fx ikke selv komme op og ned af rampen ved poolen. Vi boede på et handicapværelse, hvor der var fint plads til min kørestol. Der var også et meget handicapvenligt badeværelse med støtter ved toilettet, badestol i bruseområdet og ingen skab under vasken. Bøjlestangen i skabet kunne også vippes ned, så jeg kunne nå mit tøj. Det var et meget handicapvenligt værelse, den ros skal de have.

Buffet og strandbar

De gange vi spiste på hotellet, valgte vi at give drikkepenge. Det gør det væsentligt nemmere at få et bord. Personalet er meget hjælpsomme, uanset om I giver drikkepenge eller ej, men de bliver ikke mindre hjælpsomme, hvis I gør. Der er mange mennesker ved hovedmåltiderne på hotellet. Køkultur og gode manerer er en mangelvare – Emma Gads “Takt og Tone – hvordan vi omgaas” burde udleveres i receptionen ved ankomst på hotellet.

Strandbaren

Vi benyttede også deres private standområde et par gange. Der er adgang til området, som kørestolsbruger, men det kræver, at du har en hjælper med. Der er et fint handicaptoilet, en strand kørestol, så der er mulighed for at komme i vandet. Der er også adgang til strandbaren, men hvis du skal have udleveret drikkelse og noget at spise, så skal du igen have hjælp. Personalet hjælper med at finde liggestole, borde og parasoller, så det er så fint. Også her valgte vi at give drikkepenge.

Det med drikkepenge, det er lidt sjovt. Hvis det er en lidt ældre fx tjener, som du ønsker at give drikkepenge, så tager de kun imod pengene, hvis de gives af en mand.

Området omkring hotellet

Området omkring hotellet, og i det hele taget i Alanya, er tilgængeligt efter tyrkiske forhold. Der er høje kantsten og fliserne på fortovene ligger ofte meget ujævnt, men strandpromenaden, som I kan gå på hele vejen ind til centrum er fin jævn. Mange af deres butikker og boder er tætpakket med varer, så det ikke er muligt at komme ind i kørestol. Men de flytter gerne deres bunker af tøj, hvis du bliver forelsket i fx en kjole. Mange steder er deres ramper mere end stejle, der var flere vi simpelthen ikke turde at køre ned ad. Tyrkerne er meget hjælpsomme, og ofte kan de lidt dansk.

Selvom vi har været i Alanya flere gange, så har vi ikke fundet et spisested endnu, som ikke er tilgængelig og har et handicaptoilet. Lige på det området, har de ofte bedre forhold end herhjemme …

Caleria Restaurant Cafe & Bar

Denne gang var der meget varmt, da vi var afsted. Det krævede ofte drikkepauser, når vi var ude i området. Jeg kunne fornemme, at min kære mand, brugte væsentlig flere kræfter på at skubbe mig rundt, end han gør normalt . Der var også et par gange, hvor jeg var ved at flyve ud af kørestolen på grund af ujævnheder i fliserne.

Tæt på hotellet finder man Oba by-delen, hvor vi fandt en dejlig restaurant Galeria, som vi varmt kan anbefale. Vi spiste der flere gange i løbet af vores ferie. Personalet er utrolig søde og hjælpsomme, og maden er god. Og stedet er selvfølgelig handicapvenligt.

Næste gang vi skal til Alanya, så vil vi gerne bo i Oba by-delen, det er et rigtigt hyggeligt område, og der er masse af liv om aftenen.

Dolphin Family

I februar måned var vi en tur i Herning for at besøge feriemessen “Ferie for alle”, hvor vi talte med nogle medarbejdere fra Dolphin Family, som har et hotel i netop dette område. Vi var et smut forbi hotellet, men værtsparret var desværre ikke tilstede. Vi ville gerne have haft en rundvisning på hotellet, og set deres strandområde. Men det er et hotel, som vi har i tankerne, hvis vi vælger at rejse til Alanya endnu en gang.

Orient Turkish Bath & Spa

For 2 år siden havde vi en fantastisk oplevelse hos Orient Turkish Bath & Spa, hvor vi købte en vip hamam behandling. Det endte med, at jeg også købte 4 gange 60 min. massage. Det fortrød jeg lidt, da de ikke er gode til at holde deres aftaler. Der er stor forskel på dansk og tyrkisk tid. De har et meget afslappet forhold til tidspunkter i forhold til os. Men alt i alt en god oplevelse.

Vi skulle derfor have en vip hamam igen samme sted, men det var en skuffelse. De havde meget travlt, og det var i det hele taget bare en rigtig dårlig oplevelse. Det var blevet til en ren pengemaskine, hvor det kun gik ud på at sælge flere behandlinger. Som kronisk smertepatient gennem mange år, så har jeg et ret godt kendskab til mine skavanker, men hos Orient Turkish Bath & Spa havde jeg lige pludselig fået nogle helt nye og anderledes skavanker! Hvorfor jeg havde behov for akut behandling. Min kære mand havde også pludselig fået en del skavanker, hvorfor han også havde brug for flere behandlinger.

Vi oplevede desværre, at “chefen” eller hvem det nu var, på stedet, blev ret ubehagelig, da vi afslog deres tilbud. Han blev ved med at presses på, selvom vi flere gange havde sagt “nej tak”. Det var først, da min kære mand meget bestemt, sagde nej, at han stoppede. Denne gang var det nogle meget unge piger, som gav os massage, og det gik helt galt for mit vedkommende. De forstod ikke engelsk, så vi kunne ikke kommunikere med dem. Jeg fik det rigtig skidt, så jeg skulle direkte tilbage til hotelværelset i håb om, at jeg kunne få sovet. Jeg fik desværre kvalme og en drønende hovedpine efter endt behandling.    

Ren hygge og afslapning

Udsigten fra tagterrassen

Som tidligere nævnt så har vi været i Alanya flere gange, så vi valgte denne gang, at vi bare skulle slappe af, så vi havde ingen planer. De største beslutninger, vi tog på denne tur, var, hvad vi havde lyst til at drikke og spise. Det var ren hygge og afslapning med en masse hvil i løbet af dagen, så jeg også kunne være med om aftenen. Det var så hyggeligt at sidde på tagterrassen om aftenen med en drink eller to før sengetid.

Billund Lufthavn

Tilsidst vil jeg lige skrive lidt om vores flyrejse. Da vi ankom til Billund Lufthavn fandt vi uden problemer en handicap parkeringsplads for enden af P-huset. I check-in området er der et mødested, hvor man kan få hjælp med at checke kørestol mm. ind. Vi ankom meget tidligt om morgenen, og blev mødt af den sødeste og mest hjælpsomme medarbejder. Det var en fornøjelse at checke ind hos hende. Det er altid lidt stressende, når vi skal igennem sikkerhedstjekket, da jeg skal visiteres manuelt.

Ankara Lufthavn

Da vi skulle afsted fra Ankara Lufthavn skulle vi først igennem et sikkerhedstjek. Vores kufferter, kørestol, krykke, håndbagage mm. skulle igennem scanneren. Vi har ikke tidligere prøvet at kørestol skulle scannes, så det var første gang, vi prøvede det. Der var manden min ved at få stress – et kort øjeblik. Da vi kom igennem sikkerhedstjekket, så skulle vi checke vores kufferter ind. Vi blev hevet ud af køen af en lufthavnsmedarbejder, og blev ført ind foran i køen. Der stod et ældre ægtepar, som så meget utilfredse ud. Vi får tjekket vores kufferter ind og jeg fik en tag på min kørestol.

Undervejs til næste sikkerhedstjek bliver jeg stoppet flere gange af en medarbejder fra lufthavnen, som tjekker min kørestol. Jeg må indrømme, at det var en anelse ubehageligt. Da vi kom til næste sikkerhedstjek, skulle vores håndbagage og krykken igennem scanneren igen, sammen med mine sko denne gang. Da jeg endnu en gang var blevet kropsvisiteret, blev jeg kørt et andet sted hen, hvor min kørestol skulle narkotestet. Jeg var omringet af mennesker, og kørestolen blev tjekket manuelt flere gange, indtil testen var færdig behandlet. Hvorefter de gik, uden at tage mig med tilbage. Min kære mand havde heldigvis set i hvilken retning de var kørt, så han kom nogle minutter senere med min krykke, vores håndbagage og mine sko.

Benprotese og lånt kørestol

På vej ind i flyet

Da vi kom til gaten, fik vi at vide af nogle af de andre rejsende med Primo Tours, at der var en mand med en benprotese, som havde fået at vide, at protesen også skulle en tur igennem skanneren. Efter turen i scanneren blev den undersøgt meget grundig, inden manden igen fik benprotesen udleveret. Indtil da måtte han stå på et ben.

På vej ud til flyveren fulgtes vi med et ældre ægtepar, som havde lånt en kørestol i lufthavnen. Manden spurgte, hvad gør man, hvis narkotesten på kørestolen havde været positiv? Ja, det var jo et godt spørgsmål. Hvad gør man? Det var jo ikke hans private kørestol, men en han havde lånt, så man kan jo ikke vide, hvad stolen havde været i kontakt med …

Sikkerhedstjek

Vi har rejst en del rundt om i verdenen, men jeg har aldrig før prøvet en så aggressiv sikkerhedstjek. De var mere end grundige, og deres kropsvisitationer var lidt voldsomme. Man skal ihvertfald ikke være sart, når de “gramser” på en. Og det er det, de gør – ind under ens trusser og bh. Jeg synes, at det var lidt voldsomt – og det var da heldigt, at jeg ikke havde menstruation, for så havde deres handsker skiftet farve!

Jeg vil lige understrege, at jeg ikke har noget imod sikkerhedstjekkene, men man kan åbentbart gøre det på mange måder … jeg må indrømme, at jeg ikke er vild med fremmede hænder på mine intime kropsdele.

Om vi skal til Alanya igen?

Jeg vil gerne til Alanya igen, men ikke foreløbigt. Jeg skal lige glemme deres meget grundige sikkerhedstjek, før jeg igen får lyst til et besøg i Alanya. Og jeg tror, at min kære mand også lige skal glemme udfordringerne med kørestolen. Alanya er bestemt ikke et sted, hvor det er nemt at komme rundt i kørestol uden hjælp. Jeg så en enkelt tyrker, som havde en el-kørestol, men den var meget høj i forhold til dem, vi benytter herhjemme. Det giver jo også mening pga. de høje kantsten mm. En ting er sikkert, jeg vil ikke turde tage min el-kørestol med til Tyrkiet. Da jeg tror, at man bliver meget låst i ens muligheder for at komme rundt. Jeg tænker, at det er anderledes, hvis man bestiller rejsen via et rejsebureau med speciale i rejser for kørestolsbrugere fx HandiTours eller SusTravel.

 

Skriv et svar