At sige fra i tide

At sige fra i tide er åbentbart en udfordring for mig, også selvom jeg er frivillig. At finde den balance, hvor jeg lytter til min krop, og hvor jeg har overskud til at være i det. Det er en balance, som jeg har svært ved at finde.

Jer, der følger med på bloggen, I kan måske huske, at jeg tidligere har skrevet et indlæg om at være frivillig. I kan sikkert også huske, at jeg skrev, at jeg forhåbentlig havde lært at lytte til min krop og ikke mindst min kære mand.

Hmm, det har jeg så ikke. Jeg har det med at kaste mig over de opgaver, som interesserer mig. Hvis opgaverne også kræver ny læring, så er det helt sikkert, at jeg er på. Det slår ikke fejl!

Ske-teorien

At jeg ikke har skeer til disse opgaver er en mindre detalje – se evt. ske-teorien her. Så det med at lytte til min krop er jeg bestemt ikke blevet bedre til. Hvilket er lidt skræmmende og helt uforståeligt, selv for mig! Jeg ikke er sikker på, at jeg kommer oven på igen, hvis jeg ender samme sted som før – læs evt. mit tidligere indlæg “At være frivillig”.

Min krop siger fra

Jeg har længe været klar over, at jeg burde passe mere på mig selv. Min krop har sagt fra flere gange. Og det gør den ved at ryggen låser, så når jeg ikke lytter, så er der kontant afregning ved kasse 1. Det vil sige, at jeg får flere og flere dage, hvor jeg er sengeliggende, og det med at komme på toilet er en dagsrejse. Det er mig en gåde, at jeg ikke lærer at lytte …

Miste tålmodigheden

Min kære mand er også ved at miste tålmodigheden med mig. Jeg ved jo godt, at han bare vil passe på mig. Han bliver ked af det, når jeg ikke har overskud til at ham og børnene. Det er ikke fair – hverken over for min kære mand, børnene eller over for mig selv. De har selvfølgelig forståelse for, at jeg har brug for at være frivillig, men de har ikke forståelse for, at jeg bruger alle mine skeer på det. Hvilket jeg selvfølglig godt kan forstå.

Det undrer mig

Det undrer mig, at jeg ikke lærer at lytte til min krop, og ikke mindst min kære mand. Det er mig en gåde, at jeg skal der ud, hvor jeg ikke kan bunde. Men jeg er klar over, at jeg er nødt til at stoppe op, og give mig selv et pusterum. Nu – inden at det er for sent! Så jeg har lært lidt … så jeg håber, at jeg bliver bedre til at lytte  …  og til at sige fra i tide …

Har du fundet balancen?

2 Comments

  • Dorte Sørensen

    oktober 9, 2019 at 11:38 am

    Hej – jeg kender det alt for godt , hvorfor kan man noget den ene dag men ikke den anden , mon ikke det drejer sig om at vi ikke selv helt vil erkende vores begrænsninger så mon ikke vi lære det en dag . Ha en god dag
    VH Dorte Sørensen

Skriv et svar